Hvad er spagatben?
Hvis du udruger kyllinger i rugemaskine eller under en skrukhøne, har du måske støt på spagatben, ellers er chancen for at du kommer til det, temmelig stor.
Men hvad er spagatben egentlig?
Spagatben er betegnelsen for kyllinger, der ikke kan stå på deres ben. De er bløde i leddene og benene splitter derfor ud til siderne, og de skøjter rundt på underlaget. Se billede og videoillustrationen.
Kan du gøre noget ved spagatben?
Er det første gang du ser spagatben hos dine kyllinger, kan du godt blive lidt forskrækket. Er det overhovedet noget der kan gøres noget ved, eller er det nødvendigt at aflive kyllingen?
Det var i hvert fald sådan jeg tænkte, da jeg så det første gang. Men der kan gøres noget, og det er faktisk ret nemt, hvis du har de rigtige remedier.
Det skal du bruge:
- En lille elastik (f.eks. til håret).
- Et sugerør.
- En saks.
Sådan gør du:
-
Tilpas sugerøret
Klip et lille stykke af sugerøret af med saksen. Stykket skal fungere som afstandsstykke mellem benene, så prøv dig frem med længden. Det skal være tilpas langt, så elastikken ikke glider af benene, men ikke så langt så elastikken ikke kan komme på. Her passede det med 8-10 mm.
-
Saml elastik og sugerør
Lad elastikken glide ind igennem sugerørsstumpen, så der er en lykke i hver ende der stikker ud.
-
Monter anordningen
Nu er det tid til forsigtigt at montere anordningen på kyllingen. Læg kyllingen på ryggen i din ene hånd, og vent til den ligger nogenlunde stille. brug så din anden hånd til at holde anordningen i. Udvid elastikken lidt i den ene side, uden at den falder ud af sugerøret. Ved at holde i kyllingens fødder med den hånd den ligger i, kan du nu forsigtigt skubbe elastikken ind over den ene fod med den anden hånd. Det er noget af et fumlearbejde, men det kan godt lade sig gøre. Dernæst trækkes sugerøret tilbage mod benet, og nu gælder det om at få elastikken i den anden side ud over den anden fod. Når det er på plads, ser det ud som på billedet her.
-
Sæt kyllingen tilbage
Når du har monteret anordningen kan du sætte kyllingen tilbage. Der går lidt tid før den vender sig til elastikken, men kort tid efter, vil den prøve at tumle rundt på sine nye mere sikre ben.
-
Vent 24 timer
Nu skal du lade tiden klare resten. Vent 24 timer og se, hvordan det går. For det meste er 24 timer nok til, at benene er over det værste blødhed, så nu kan den gå som de andre. Hvis den har brug for lidt længere tid, så giv den det, og se til den ind i mellem.
-
Se hvordan det ser ud
Nu kan du tage anordningen af, og se hvordan det ser ud. Kan kyllingen gå, er det jo rigtig dejligt. Ellers er det på med den igen, og vent yderligere noget tid. Du kan gemme anordningen til en anden gang, hvis den ser ren ud. Evt. give den noget desinficerende middel, hvis du synes.
Herunder kan du se min video om hvad spagatben er, og hvordan det behandles.
Er det et godt indlæg?
Giv indlægget 5 hjerter ved KUN at klikke på det 5. hjerte!
Gennemsnitlig bedømmelse / 5. Antal stemmer:
Kom nu! Hvad med at give mit indlæg nogle hjerter?
Ikke helt tilfreds med indholdet?
Så lad mig gøre det bedre!
Fortæl mig hvad der kan gøres bedre...
Jeg har en lille kylling med spagat ben og har idag brugt dit trick og den lille kylling er SÅ glad for at kunne stå ved siden af de andre kyllinger og spise og drikke med elastik og sugerør på benene ❤️
Tusind tak for det gode råd.
Jeg glæder mig til at se om den kommer til at fungere uden elastikken om et par dage.
Hej. Det er jeg da super glad for at høre.
Det er ikke altid det hjælper, men tit gør det, så jeg krydser fingre
Mvh Maria fra Silkehaven
Hej Maria,
Tak for god og kyndig vejledning.
Vi har i forgårs klækket 4 dejlige kyllinger (fra æg fra dig :-)). Den ene har lidt spagatben, men kan godt gå og komme omkring. Er det stadig en god ide at give elastikken på, for det retter sig, eller plejer det at rette sig selv, når de selv kan gå?
Mvh Trine
Hej Trine.
Jeg er glad for, du synes det er en god vejledning.
Ja, jeg ville give den elastik på, så den kan få rettet benene helt på plads. Det er højst sandsynligt ikke noget der retter sig selv.
Held og lykke med det.
Mvh Maria fra Silkehaven
Hej Maria
Jeg har i dag opdaget af 2 ud af mine 6 wyandotkyllinger (stor race) har spagatben. Problemet er, at de nu er 3½ uge. Faktisk havde jeg en mistanke til den ene af dem, lige ved klækning, men da den så lidt efter løb rundt med de andre, tænkte jeg det var en tilfældighed, at den havde tumlet lidt først. De vokser som de andre, men sidder ofte ned og spiser. Kan man mon rette benene så sent?
Har du nogen erfaringer med dette?
Vh Benedikte
Hej Benedikte.
Tak for dit spørgsmål.
Jeg har prøvet det på en kylling der også var flere uger gammel. Faktisk noget ældre end dine. Jeg kunne dog ikke bruge elastikker, da jeg ikke havde nogle der passede, så jeg prøvede med strips. En om hvert ben og en i mellem dem til at holde benene på plads. Det lykkedes mig at få benene ind igen efter en uges tid. Man skal bare være ekstrem forsigtig med de afklippede ender på stripsene, og tjekke den dagligt for at sikre sig den ikke sidder og gnaver sig ind i benet. Hvis man kan finde elastikker der passer i bredden, så ville det være at foretrække.
Held og lykke med det.
Skriv gerne om det lykkedes og erfaringer her inde, så vi kan hjælpe andre.
Mvh Maria fra Silkehaven.