kalkbensmider hvad er det?
Kalkbensmider er små mider, der lever under skællene i dine høns fødder og eller omkring næbet. Det er nogle af de mest djævelske typer af utøj, dine høns kan få, da de er utroligt svære at komme af med, hvis ikke du opdager det i tide.
De udskiller kalk og misformer dine høns skæl, så de bliver lange og snabelformede. Høns der er særlig hårdt ramt, kan blive stivbenede og klumpfodede. De får simpelthen misdannelser på benene, og skulle man være så heldig at få bugt med det, så ændrer det ikke på misdannelserne. Det er en meget pinefuld tilstand for hønsene, der i slemme tilfælde må aflives.
Kalkbensmider overføres fra andre høns og fugle der har det. Herunder kan du se nogle eksempler på kalkben. Hønsenes fødder og løb har været dyppet i madolie.
Gode råd før & under:
-
Tjek dine dyr jævnligt
Gør det til en vane, at tjekke dine høns igennem for skavanker og utøj regelmæssigt. Min. en gang om måneden og meget gerne oftere. En plusside ved dette er også, at du løbende ser på dine høns' tilstand, og derfor kan gribe ind tidligt, hvis der er noget galt.
-
Rengøring, rengøring, rengøring!
Det er rigtig vigtigt at gøre sit hønsehus hovedrent et par gange om året. Derudover skal du selvfølgelig holde deres hus rent løbende på almindelig vis.
-
Forebyggelse er bedre end helbredelse
Sørg for at bekæmpe utøj i huset flere gange om året. Giv dine høns vitaminer, hvidløg, æteriske olier, eller hvad du nu vælger for at holde dine høns sunde og fri for utøj.
-
Ved køb af nye høns - gør følgende::
Tjek altid de høns du vil købe, inden du tager dem med hjem fra salgsstedet, og vær ikke bange for at sige NEJ TAK til handlen, hvis du ikke er tilfreds.
-
Sæt nytilflyttere i karantæne
Det er en rigtig god idé at sætte nytilflyttede høns i karantæne i 2-4 uger inden de sættes sammen med flokken.
-
Undersøg karantænedyr
Og husk selvfølgelig at tjekke den/de nye høns for skavanker og utøj, inden du sætter dem ind til dine egne, og sæt dem kun sammen, hvis du er så sikker som muligt på, at der ikke er noget galt med dem.
-
Hvis uheldet rammer - Tålmodighed!
Det kan være en lang kamp at komme af med dem, og du skal fortsætte kampen et stykke tid efter de er væk. De vil helt sikkert komme tilbage efter noget tid. Derfor er specielt desinfektion af inventar og hus vigtigt.
-
Fortsæt behandlingen
Fortsæt med at give dem et fodbad i brunsæbevand eller Kovaline et par gange om måneden, efter det ser ud til at være væk.
Tro mig disse råd er gode at følge. Jeg har lært det på den hårde måde!
Har dine høns fået kalkbensmider?
Er du så uheldig, at dine høns har fået kalkbensmider?
Jo før du ser det jo bedre. Derfor må jeg sige det igen: Tjek dine høns jævnligt.
Symptomer:
Du kan se det, ved at dine høns fødder bliver mere hvide. Som om de har afføring siddende på tæerne.
Tidligere ses det nok som mere hvide kanter ved skællene, og disse begynder at stritte og vokse opad.
Igen, forebyggelse er bedre end helbredelse, men er uheldet ude, så må du gribe til de hårde metoder!
Jeg købte en gang en høne, som jeg ikke tjekkede, da jeg købte hende. Jeg satte hende godt nok i karantæne nogle uger, men kendte ikke til kalkbensmider på det tidspunkt, og gjorde i øvrigt heller ikke ret meget ud af, at tjekke hende inden hun blev sat ind til min flok. Dengang tænkte jeg desværre kun på, om hun var syg med noget, og om hun faldt død om inden for karantæneperioden. Og det kom jeg bitterligt til at fortryde, for ganske rigtigt, så havde hun kalkbensmider. Da jeg ikke vidste, hvad det var, gik der nu et årstid, før jeg lagde noget i, at hendes fødder blev hvide og tygge. (Jeg tjekkede ikke mine høns for skavanker og utøj, med mindre det så ud som om, der var noget galt). Først efter det årstid begyndte jeg at tænke over, at der måske var noget galt med hende, og at det ikke bare var hendes skøre måde at være på (hun er en meget speciel høne). Ja ganske rigtigt! Der var noget galt, og nu havde fælden klappet! Miderne havde bredt sig til de fleste af de andre høns… 🙁
Behandling:
Der bliver skrevet alt muligt om behandling. Lige fra fodbad i brunsæbevand, hvor man børster skællene med en tandbørste, de tørre ben smøres ind i vaseline eller en tyk olieblanding. Dette gentages ca. hver 2-3 dag, indtil det er væk. Andre sprøjter med noget insektdæber for derefter at smøre olie på. Andre havde held med at dyppe hønsenes fødder og løb i olie, eller smører med dyr Nix-creme fra apoteket osv. Der findes utallige afarter og kombinationer af det ovenstående, og vi prøvede rigtig meget af det, uden held.
Mit gæt er, at hvis man griber det i god tid, så er der en mulighed for, at noget af dette vil virke.
Det har været en lang proces at komme frem til, hvad der virkelig har været effektivt på mine høns, men her er nogle af de ting jeg kan læse mig til at andre har prøvet og er glade for. OBS: Der er dog ingen garantier og det er helt på eget ansvar!
Du kan også vælge at hoppe direkte til min opskrift på “Kalkben gå væk”! Det virker, hvis du spørger mig.
Gode midler til vask:
- Brunsæbevand
- Kovaline koncentrat
Mulige midler til smørring:
- Kovaline salve (mit valg)
- Vaseline
- Hovolie eller fedt til heste
- Svovl salve
Mulige midler til at dyppe ben i:
- Kovaline koncentrat shampoo (mit valg)
- Madolie
Mulige midler til at spraye på/rengøre:
Medicinering med Exzolt (spørg dyrlægen)
Min opskrift på Kalkben gå væk:
-
Vask!
Brug Kovaline koncentrat eller alternativt brun sæbe opløst i vand til at vaske de ramtes fødder og løb med en gammel tandbørste. Tør efter med et håndklæde eller føntør, hvis det ikke er varmt i vejret. Kovaline er et super godt dansk produceret produkt, der ikke er lavet af lægemidler. Det fås mange forskellige steder.
-
Smør!
Næste dag samt på 4. dagen smørers de ramtes fødder og løb ind i et ordenligt lag Kovaline salve. Allerede på 4. dagen hvor dette gentages, kan du se en forskel!
-
Rengør hus og inventar
Samtidig med behandlingen af de ramte dyr, er det vigtigt at holde deres hus ekstra rent og desinficeret. Jeg bruger "BioLop omgivelser", som er et desinficeringsmiddel på spray, der ikke skader andet end krybet. Der er ikke tilbagehold på æg og kød. Det kan du købe hos mig ved at klikke på overskriften "Rengør hus og inventar".
-
Igen og igen!
Gentag det hele hver uge frem til, og et par uger efter der ikke er mere at se. Hver forberedt på at genoptage behandlingen efter noget tid, hvor det muligvis vender tilbage.
-
Omfang
Har du en lille flok på mindre end 6 høns, er det muligt at behandle dem alle på denne måde. Har du derimod flere høns, er det noget af en omgang! Jeg vil derfor anbefale dig at behandle de ramte dyr, hvor du kan se kalkben, på den nævnte måde. De individer der ikke har synligt tegn på kalkben, kan du sprøjte med Biolop omgivelser. Et pust på hvert ben, under hver vinge, bag i og evt. i nakken. Produktet er ikke lavet til det, men hønsene tager ikke skade, og det hjælper med at holde krybet på afstand. Dette gøres kun én gang. Er du nervøs for det, så prøv med én høne først og vent nogle dage før du tager de andre, så du er sikker på at der ikke sker noget. Mine har det virket fint på. Sørg for at holde øje med dyrene løbende hen over det næste halve års tid, og hold deres hus og inventar rent og desinficer det f.eks. en gang om måneden.
-
Medicin
Du har også mulighed for at tale med dyrlægen, og få et nyt middel der hedder Exzolt på recept. Det kan være ret dyrt, men det er meget nemmere at behandle dine dyr med. (Ring til dyrlægen i Hårlev, han doserer det så du ikke skal betale fuld pris, og sender også). Det virker ved at du skal dosere det i deres drikkevand 1 dag, hvor dyrene holdes væk fra andet vand og grønt. Processen gentages efter en uge. Når miderne drikker hønsenes blod dør de. Det er dog stadig en god idé, at behandle deres ben med Kovaline salve, så de kan blive pæne igen hurtigt. Exzolt virker på alle kryb der drikker deres blod, som f.eks. blodmider, lus og lopper mm.
Er det et godt indlæg?
Giv indlægget 5 hjerter ved KUN at klikke på det 5. hjerte!
Gennemsnitlig bedømmelse / 5. Antal stemmer:
Kom nu! Hvad med at give mit indlæg nogle hjerter?
Ikke helt tilfreds med indholdet?
Så lad mig gøre det bedre!
Fortæl mig hvad der kan gøres bedre...
Rigtig god beskrivelse af behandling mod kalkben! Jeg vil straks gå i gang -tak!
Hej Eva.
Tusind tak for dit feedback. Det er jeg rigtig glad for at høre.
Held og lykke med processen.
Mvh Maria fra Silkehaven
Hej
Jeg ville gerne bede om nummeret til dyrlægen i Hårlev
Mvh Pernille
Hej Pernille.
Nummeret til dyrlægen i Hårlev er 56286168.
Mvh Maria fra Silkehaven
Hej. Tak for de gode råd. Jeg har ikke høns men 16 undulater, og de har fået blodmider – hvilken dosis ville du anbefale, da samlet kropsvægt er under 1 kg?
Mvh, Naya
Hej Naya.
Det vil jeg ikke turde gætte mig frem til. Du må spørge en dyrlæge.
Mvh Maria fra Silkehaven
Hej håber det er ok jeg spørger?
Vi har haft blodmider i vores ene hønsehus.
Det er nu højtryks spulet malet og derefter kalket.
Hønsene har fået havregrød med masser af hvidløg, der er kun få blodmider tilbage, men
der er nogle bitte bitte små sorte kryb i spånerne, de kravler op ad benene på mig når jeg renser bunden,
hvilket jeg gør hver dag, jeg ved ikke om de bider, de er bitte små, men det kribler, hvad er det?
Det andet hønsehuset står 5 meter fra, men der er ikke noget angreb, og det er trods alle høns går sammen hver dag.
Hej Anita.
Det er svært for mig, at vide, hvad det kan være, der kribler og krabler. Det kan være alt muligt utøj mv.
Du kan prøve, at tage nogle billeder af det, og søge på nettet, spørge i facebookgrupper mv. eller høre en dyrlæge med forstand på høns.
Mht. blodmiderne, så er det, ligesom med andet utøj, noget underligt noget, hvordan det rammer og spreder sig.
Lige mht. blodmider, så sidder de dog mest i huset og kravler op på dyrene om natten. Det kan være derfor, de kun er i et af husene indtil videre.
Jeg har selv aldrig kunne komme af med blodmider, ved alene at gøre som det du beskriver, desværre. Måske du er mere heldig. Der skal ikke ret mange mider til, før de igen er i tusindevis.
Håber du kommer dem til livs.
Pøj, pøj med det.
Mvh Maria fra Silkehaven