Hvordan lyser man æg?
Hvordan lyser man æg? Har du planer om at prøve lykken med udrugning af kyllinger i en rugemaskine (se også vores vejledning om det), eller måske har du en skrukhøne, som du gerne vil lægge nogle æg ind under? Det at lyse æggene er en rigtig god og vigtig del af at udruge kyllinger, uanset hvilken metode du bruger. Så, hvordan lyser man æg? Og hvad skal man kigge efter? Det ser vi bl.a. nærmere på i denne vejledning. Du kan også se min komplette begynderguide til lysning af rugeæg herunder. Velkommen til 🙂
Herunder ses et æg, lyst på 6. dagen, hvor der tydeligt er et lille foster der svømmer rundt inden i.
Hvorfor lyse æg?
Først skal vi lige se på, hvorfor det er smart at lyse sine æg, og hvorfor vi gør det.
Grunden til at man lyser sine æg, er at man ved at kigge ind i ægget, kan bedømme om der er et foster, samt hvordan det har det.
Du kan sammenligne det lidt med en ultralydsscanning af en gravid kvinde. Vi vil gerne se, hvordan det går med det lille kyllingefoster (eller andet fjerkræ).
Nogle fostre har det godt (forhåbentlig de fleste), nogle er måske døde, og andre æg er ubefrugtede.
Når vi lyser æggene første gang på 5.-7. dagen, er det for at konstatere om der er noget liv. De æg der ikke er liv i, hvad enten de er døde eller ubefrugtede, bør fjernes. Dette gælder for rugemaskiner såvel som æg under skrukhøns. De efterfølgende lysninger kigger vi også efter liv, og ser hvordan de små fostre udvikler sig. Igen fjernes æg med døde fostre.
Vi fjerner æggene for, at de ikke forpester de andre æg, og ødelægger chancen for, at de kan klække.
Hvornår lyser man æg?
Herunder kan du se de gange der kan lyses.
Du kan også se en detaljeret tidslinje over hele processen her.
æg under skrukhøns
Som fortalt i forrige afsnit, er det en god idé at fjerne de æg der ikke er liv i. Det gælder også for æg der ligger under en skrukhøne. Men hvorfor bør man egentlig det, for det gør de jo ikke selv? Måske ikke, men der er flere gode grunde til at gøre det.
Ud over at fjerne de døde æg, så de ikke forpester de andre, så er det min erfaring, at det er smart at gøre af andre grunde.
Ved at lyse æggene og fjerne de æg der ikke dur, får du et overblik over, hvor mange kyllinger der er på vej. Samtidig formindsker du risikoen for, at hønen kommer til at skubbe et æg med et levende foster ud, så det ikke får varme, og dermed dør.
Jeg har gang på gang oplevet, at der pludselig ligger et æg ved siden af, som så er helt koldt, og må smides ud. Ofte med et foster i. Risikoen for dette bliver mindre jo færre æg du har under hende. Det har selvfølgelig også stor betydning, at hun ligger i en god rede, hvor æggene ikke triller så let ud.
Andre gange har jeg oplevet, at hun ligger i 21 dage (eller mere) på det der viser sig at være primært ubefrugtede æg. Det er også rigtig øv, og det kan undgås ved at lyse æggene.
Fremgangsmåde
Hvad skal man kigge efter?
Der er tre tilstande æggene kan have.
De kan være befrugtede, ubefrugtede, og befrugtede men hvor fosteret er dødt. Jeg vil herunder vise dig billeder af tilstandene.
Du kan også med fordel se mine YouTube shorts om de forskellige tilstande. Dem har jeg også lagt længere nede!
Youtube shorts
Herunder kan du se nogle af mine YouTube shorts. De her viser rugeæggets forskellige tilstande.
Jeg vil opfordre dig til at kigge forbi min YouTube kanal @silkehaven og se de mange andre videoer og shorts jeg har, om bl.a. rugeæg, udrugning af kyllinger og meget mere!
Luftfugtighed
Balancen af luftfugtighed i maskinen er vigtig, for at æggene ikke udtørre eller kyllingen drukner i væske.
Det er svært at give noget fast bud på, hvor høj luftfugtigheden skal være, da luftfugtigheden i maskinen kommer an på luftfugtigheden i det rum du har maskinen i. Det er derfor en god indikation, at se på luftlommen i æggene.
Er du nybegynder, så skal du ikke opgive at udruge kyllinger, bare fordi du ikke kan se nøjagtigt om luftblærerne er for store eller små. Du kan sagtens vente med, at gå op i det, til du evt. bliver mere engageret i avlen. Men har du problemer med luftfugtigheden, er det altså en god måde at se det på.

Luftblære i æg
Her er en illustration af, hvordan luftblæren ligger i ægget på hhv. 7., 14., og 21. dagen. Dette kan bruges som guide til at se, om luftfugtigheden er i orden. Er luftblæren for lille, kan ægget ikke komme af med nok fugt - Luftfugtigheden i maskinen for høj. Er luftblæren for stor, er det fordi det fordamper for hurtigt - Luftfugtigheden i maskinen er for lav. Luftfugtigheden i maskinen kommer an på luftfugtigheden i rummet.
