Spændingen stiger!
For ganske nylig købte jeg en rugemaskine. Det har ellers altid kun været mine høner, der har ruget kyllinger ud, men nu skulle det være!
Jeg har fået hjælp af en avler i Jylland der hedder Sille. Hun har fortalt mig, hvilke rugemaskiner der var noget værd efter hendes hoved, og så har hun givet mig en udførlig beskrivelse af, hvordan jeg skal bruge den, jeg valgte at købe. Så kæmpe tak til hende!
Det er vældigt spændende, synes jeg!
Efter jeg har sat mig en masse ind i det at ruge æg ud i en rugemaskine, har jeg sat mit første projekt i gang. Så nu stiger spændingen!
Hvad man ikke gør for rugeæg!
Det var ikke så nemt at finde rugeæg i slutningen af januar måned, men det lykkedes mig at finde en der kunne samle til mig. Dog skulle jeg kører en time hver vej for at hente dem.
Æggene kommer fra en dejlig blandet flok af Silkehøns i alle størrelser og farver. Ja, selv nøgenhalsede Silkehøns er der mulighed for at få.
Jeg har fået 10 skønne æg i den største variant hun havde.
Jeg lagde æggene i maskinen fredag d. 1. februar kl. 12.
Da temperaturen i maskinen er lidt høj, er der en risiko for at kyllingerne kommer ud før tid. Jeg har derfor lyst æggene på 5. dagen.
Befrugtede æg... Ja tak!
Æggene så rigtig fine ud. De var meget tydelige i befrugtningen, og kun to blev taget fra. Det ene æg var ubefrugtet, og det andet var dødt.
Det er ret flot, at befrugtningen er så høj. Så nu er jeg spændt på, hvor mange der er tilbage, når jeg kigger på 18. dagen. 🙂
Da det er min første rugemaskineerfaring, regner jeg ikke med så meget. Jeg har dog fået hjælp, så måske det giver gode resultater alligevel.
Jeg prøver at få så meget erfaring med det som muligt, inden jeg skal hente nogle rugeæg fra avleren Sille i Jylland om en måneds tid. Men det er en hel anden historie…