Racebeskrivelse

bregne silkehaven

Silkehøns:

Silkehøns findes i en stor race og i en dværg race. De betegnes som Silkehøns når de er store og som dværg silkehøns når de er små. Selvom silkehøns er en stor race, er den ikke særlig stor sammenlignet med andre racer. Herunder kan du se en nogenlunde sammenligning med en Sussex høne.

hvor store er store silkehøns

Udseende:

Det er en meget speciel hønserace, der nok er mest kendt pga. sit udseende. Deres fjerdragt er meget dunlignende og silkeblød (deraf navnet silkehøns), men deres fjerdragt ligner mest pels. De har en top på hovedet og fjerene går ned over løbene (benene) og helt ned på tæerne. Toppen er mest udpræget hos hønen og kan variere i størrelse. Silkehøns med skæg har ofte større top end silkehøns uden skæg.

Racen har 5 tæer. Den ekstra tå er en bagtå.

De har et mørkeblåt/violet hoved og hud med en lyseblå plet ved øret også kaldet en øreskive.

Hanen har morbærkam (også kendt som valnødekam) som oprindelig er en blanding af ærtekam og rosenkam. I de danske standarder, skal den helst have en vandret kløft i den øverste trediedel af kammen. Vær opmærksom på at de i andre lande kan se anderledes ud, da de har andre standarder.

Silkehøns findes i mange farver og varianter. Bl.a. med og uden skæg, nøgenhalsede og nøgenhalsede med “butterfly” også kaldet Showgirls. Ud over disse varianter findes også Siamesiske silkehøns med gul hud, røde hoveddele og orange øjne. Siamesiske silkehøns er en dværgrace og findes ikke i stor.

Temperament:

Silkehønen er trods sit udseende meget hårdfør og en ok æglægger. De bliver meget nemt skrukke og er rigtig gode kyllingemødre. De har et meget roligt og venligt gemyt og er nemme at gøre håndtamme. En rigtig familiehøne!

De begynder typisk at lægge sig skruk allerede i det tidlige forår.

Ønsker man at have høns primært pga. æg, er silkehøns knap så oplagte, da de ikke lægger ret mange ift. andre racer. Man skal desuden være god til at fjerne dem hurtigt efter de er lagt, hvis ikke man ønsker at hønerne ser sig lune på dem, og lægger sig skruk. En skruk høne lægger som bekendt ingen æg!

De er meget nemme at holde inde da de ikke flyver over hegn over ca. 50 cm, så hvis ellers man ikke har ræven som nabo, er der ingen grund til at have dem i voliere. Jeg foretrækker dog et hegn på 90 cm., for hvis de virkelig gerne vil ud, eller bliver meget bange, er det noget sværere for dem med 90 cm. hegn.

Det vides ikke nøjagtigt hvor Silkehøns kommer fra, men det kunne være fra Kina eller Indien. De første Silkehøns kom til Europa omkring år 1780.

Stor race:

Vægt Hane: 1,4 kg – 1,7 kg
Vægt Høne: 1,1 kg – 1,4 kg
Æg vægt: ca. 40 g

Dværg race:

Vægt Hane: ca. 600 g
Vægt Høne: ca. 500 g
Æg vægt: ca. 28 g

Silkehøns lægger ca. 100 æg om året.
Æggene har hvid-lysebrun skal. 
Æg fra stor race har en størrelse der passer således at, hvis der i en opskrift står 2 æg, bruger man 3 i stedet.

Farver:

Der findes en række farver der, er godkendt til avl. Disse farver er godkendt til stor race og dværg race, både med og uden skæg: Hvid, Sort ,Guld Vildtfarvet, Sølv vildtfarvet, Blå, Rød, Gul, Perlegrå.

Farven Dalmatiner rigtigt kaldet Hvid-sortfjeret, er desuden godkendt til stor race med og uden skæg og farven Isabell er godkendt til dværg race med og uden skæg.

Ud over disse farver, findes en lang række ikke godkendte farver og blandinger, som går rundt ude i de danske haver.

Herunder kan du se, nogle af de mange farvevarianter der findes, både renavlede og havehøns.

Eksempler på variationer: