()

Året der gik i Silkehaven 2022

Nu vil jeg sætte mig ned og se tilbage på året der gik i Silkehaven 2022. Håber du vil være med…

2022 var et år, hvor Corona’en lagde sig i skyggen af andre ting, og det var jo egentlig meget godt. Dog var de andre ting der rørte sig, ikke særlig behagelige for nogle af os.
Der kom krig i Ukraine, og det er en forfærdelig ting, som ud over at være frygtelig i sig selv, også førte en masse grimme ting med til de andre lande, der ikke var i direkte berøring med krigen.
Priserne på el, gas, madvarer, korn og varmekilder som brænde, træpiller og briketter steg i vejret i en hujende fart. Det gjorde det svært for mange at følge med økonomisk, da vores lønninger ikke også steg.
Det har haft stor betydning for danskerne, og ikke mindst også for mig og Silkehaven.
For mig i Silkehaven har det betydet, at foder til hønsene er blevet super dyrt, da det er lavet af korn. Elpriserne har også været en del af det, da jeg bruger en hel del el til at udruge og opvarme kyllinger. Jeg har som en konsekvens af dette, måtte sætte priserne op på mine kyllinger og høns, for at få det til at løbe rundt.
Indkøbspriserne på mine varer i shoppen er også steget en del, så her har jeg også været nødt til at følge med.
Det er ikke noget der passer mig, da det for mig handler om at hjælpe dig som kunde, og ikke om at tjene stort på mine varer. Så det er øv, at alting bliver så dyrt!

Jeg var meget spændt på, hvad disse omstændigheder ville gøre ved min kundekreds samt det overordnede billede for køb af kyllinger og høns mm. i Silkehaven i år, men det viste sig faktisk at være et super godt og givtigt år alligevel. Faktisk har jeg igen i år haft en rivende udvikling. En udvikling som jeg kan takke dig for! Så tusind tak! ❤

Sidste år satte jeg ligeledes rigtig gang i min webshop. Det er også gået rigtig godt med den i år, hvor jeg har haft en stigning på næsten 400% ift. det første år. Det er dog stadig i den lille ende, og det passer mig også fint, da dette ikke er noget jeg skal leve af som sådan, men mere er et ønske om at kunne hjælpe folk med at få det rigtige tilbehør, grit, foder mm. leveret direkte til dem der ikke kan komme ud til mig.

Det er 2. år i år, hvor jeg har satset 100% på Silkehaven, og det har trods et økonomisk pres, både i Silkehaven og privat, været et dejligt år.

Det er fantastisk at kunne fokusere på det man elsker hver dag.
Jeg elsker mine silkehøns og at udvikle hele konceptet. Det lige fra at arbejde på mine websider, lave vejledninger mm. til at passe hønsene og få den store planlægningskabale med farver og typer af høns, til at gå op.

godt nytår 2023 fra Silkehaven
Her er lidt af det der er sket i år (du kan læse og se mere om, hvad der har rørt sig i 2022 længere nede i indlægget):
  • Jeg har igen i år lavet kalendere med silkehønsebilleder fra jer derude. I år har jeg lavet to typer. Som noget nyt har jeg lavet en bordkalender, som har været et hit, og det er dejligt at se.
  • Mine høns har været med i filmoptagelser i DR1’s Matadorerne som bliver sendt fra 1. januar. Se min behind the scenes video og læs om mine oplevelser mm.
  • Vi har fået indviet vores nye kyllinge-/salgsrum. Se de spændende før og efter-billeder længere nede.
  • Igen i år har jeg arbejdet på at få lavet flere nye flotte farver og typer af silkehøns, så du kan få netop den farve du ønsker. De er så smukke alle sammen! Husk at gå ind på ønskelisten og skriv dig op til næste år.
  • Jeg har i år sat gang i en lang proces med at udvikle krøllede silkehøns, samt nye farver og typer. Jeg kommer nærmere ind på hvilke, længere nede.
  • Silkehaven har fået et CVR-nummer.
  • Jeg har udviklet et nyt system, hvorpå det er muligt for kunderne at købe DNA-testede hønekyllinger.

Alt dette kan du læse og se meget mere om længere nede i indlægget. Rigtig god fornøjelse!

Silkehøns fra Silkehaven med i DR1's serie Matadorerne

Filmoptagelser med DR1

I marts måned blev jeg ringet op af nogle mediefolk, som gerne ville have to af mine silkehøns med i en dramadokumentar for DR1 “Matadoererne”! Jeg var med som dyrepasser og hjalp til i mellem optagelserne.
Det var super spændende!

Optagelserne foregik på en skonnert der lå ved kaj i Holbæk. Det var en meget kold og stormende dag d. 10. marts 2022, og optagelserne med silkehønsenes sener tog næsten 5 timer.

Jeg laver et separat indlæg om mine dag.

Det var spændende at komme ind på livet af filmhold og skuespillere, og vi gik under borde for at spise frokost sammen. Her fik jeg en hyggelig sludder med flere af dem, som var nysgerrige på, hvad jeg var med for, og synes det var rigtig sjovt, at jeg kom med silkehønsene, som der ikke var mange der kendte til.

Du kan se serien Matadorerne på DR1 fra d. 1. januar. Der er i alt 4 afsnit, og mine silkehøns skulle efter sigende være med i afsnit 3.

Nyt kyllingerum

I år indviede jeg vores nye kyllinge-/salgsrum, som vi startede på sidste år. Vi blev desværre ikke færdig med det, som håbet, inden sæsonens start i marts måned, men det var heldigvis færdigt nok til, at jeg kunne have kyllinger og lidt salgsting der ude.
Det var fantastisk at have dette rum til det, i stedet for tidligere, hvor jeg har måtte have både kyllinger og rugemaskiner inde i vores nedlagte gamle køkken. I år har jeg så kunne begrænse det til kun rugemaskiner. Det var dejligt!

Du kan se herunder, hvordan det har ændret sig indtil nu, ved at trække i pilene frem og tilbage.

vaskehus ved skorsten før FØR
EFTER
vaskehus ved dør før FØR
EFTER
vaskehus ved vindue før FØR
EFTER
FØR
EFTER

Sidst på året fik vi også sat gang i den anden del af kyllingehus-projektet, nemlig rummet bag ved vaskehuset, som skal fungere som et rum til rugemaskiner og foderrum. Her fik vi støbt et fundament, så vi har fortsat masser at se til de kommende år.

Udrugning af kyllinger

Igen i år har jeg igennem mange måneder udruget og solgt kyllinger til glade folk. Selvom jeg sidste år fik tredoblet mængden af kyllinger, så har jeg alligevel formået i 2022 at udruge næsten dobbelt så mange som 2021. Dette skyldes dog bl.a. at vejret i år har været mildt, og jeg derfor kunne starte med at udruge allerede i februar. Pga. efterspørgslen i år fortsatte jeg også længere end jeg plejer, og sluttede med mit sidste hold i september.

Normalt skruer jeg ned (og stopper med at udruge kyllinger) omkring sommerferien, da efterspørgslen der er ret lav. Herefter kan man så bestille udrugninger, hvis man har ønsker om det.

Mange af kyllingerne er solgt videre til gode hjem, og nogle af dem har jeg beholdt selv. Faktisk har jeg beholdt en hel del høner i år, så jeg kunne få hønsefamilierne mere i balance, hvad angår høneantal.

Som sædvanligt har jeg dog også fået en del haner, som jeg skulle/skal finde gode hjem til, og det er noget af en udfordring! Jeg ønsker ikke at aflive haner, bare fordi det er haner. Du kan se dem jeg har til salg på min shop under voksne silkehøns.

Hvis jeg sælger dem med høner, går det lidt bedre, og det er så derfor jeg meget sjældent har høner til salg alene… Håber det ændre sig i fremtiden.

Farver og typer

Her er de farver/typer i stor race, som jeg som minimum satser på at kunne tilbyde kyllinger fra i 2023:

Sort, hvid, dalmatiner (hvid-sortfjeret), gråstribet med rød kam (NY), blå/splash, sølvvildtfarvet, sort-sølvhalset (NY), (guld)vildfarvet (NY), sort-guldhalset (NY), chokoladebrun, mahogni rød, rød-vildtarvet, gul og en blandet flok (lidt som dem på billederne ovenover) (NY).

Herudover har jeg andre typer silkehøns som:

Showgirls (med butterfly), helt nøgenhalsede, og som noget nyt i år mine krøllede høns (skal forfines de næste mange år, da de er en blanding af to racer, men de sælges fra løbende, og er helt bedårende allerede). Dem kan du læse mere om længere nede.

Jeg har også endnu flere farver og varianter i støbeskeen:

Perlegrå (har jeg haft, men har valgt at avle dem større, da dem jeg havde var mere medium i str.), mauve (har allerede 2 høner lavet i år), isabell (har været længe under vejs, men kommer forhåbentlig snart), gul-vildtfarvet (har jeg haft i år, men min hane er syg), beige (NY), laksefarvet (NY), rød/hvid (NY), krøllede silkehøns, satin silkehøns (glatfjerede) (NY), og Sizzle silkehøns (krøllede med silkefjer) (NY).

Det bliver SUPER spændende!!! 🤩

Her på billederne ser du min smukke blandede flok af store kyllinger, som skal blive i Silkehaven.

DNA-testede hønekyllinger

Jeg har i år udviklet et system, hvor du som kunde har mulighed for at købe DNA-testede hønekyllinger.

Det er en lidt pebret løsning, men der er en masse fordele ved den, og når man ser på, hvad man skulle have givet for voksne høner, er det egentlig ikke så galt med prisen. (en voksen høne i Silkehaven i 2022 koster 250 kr./stk – hvis du kan få fat i en). 😅

I år har jeg kørt dette som en prøveperiode, og det har virket rigtig fint. 
Næste år må jeg se på om der er nogle småting der skal justeres, men det er ikke sikkert.

Der er allerede 4 på ønskelisten til dem!

Sådan fungerer det:

Hver uge i højsæsonen udruger jeg omkring 30 kyllinger i min trærugemaskine. Ud af de 30 kan jeg så tage 10 kyllinger fra til kønstestning.

Det er også muligt, hvis man er i god tid, selv at komme med ønsker til farver, eller at vælge farver ud af de farver der er i holdet.

Kunden der ønsker kønstestning af kyllinger, betaler nu et testgebyr på 800 kr, som går direkte til hende der laver DNA-testningen. 

Når kyllingerne klækker og kommer ud af maskinen, tager jeg dun fra de små.
I dunene skal der sidde en mikroskopisk smugle blod, som kan blive testet for DNA. Alt dette skal gøres på en meget speciel måde.

Processen med dunene er ret omfattende, da prøverne ikke må blive forurenede med andet DNA. De lægges i separate poser med udførlig ID på den enkelte kylling. Kyllingerne får specielle ringe på med ID når de kommer ud af rugemaskinen, så man kan kende dem fra hinanden.

Det er altid alle 10 kyllinger der testes, og prøverne sendes med posten. Ca. en uge efter modtager jeg svar om køn på de 10 kyllinger på mail. Herefter kontakter jeg kunden som enten kommer og vælger de høner de vil have, eller hvis der er tale om, at de først vil have dem når de er større, klare vi det over mail/sms/telefon.

Lad os tage et eksempel:

Kunden betaler for testningen af de 10 kyllinger med et testgebyr på 800 kr.

Ud af de 10 kyllinger er der 6 høner og 4 haner. (Antallet kan variere fuldstændigt fra 0% til 100%, men man siger normalt, at der ca. er halvt af hvert køn). Uanset hvad resultatet bliver beholdes testgebyret (da det jo er betalt til hende der tester dem).

Nu kommer kunden så og vælger det ønskede antal høner. F.eks. 4 stk. Der er altså 2 høner og 4 haner tilbage, som kunden vælger ikke at købe.

Kunden betaler for de 4 hønekyllinger til mig, og jeg finder så vidt muligt et godt hjem til hanerne.

Nu kan kunden med ro i sindet tage sine kyllinger med hjem til sine børn, velvidende at de ikke knytter sig til nogle, som ikke kan blive hos dem.

Kunden får efterfølgende tilsendt certifikater på de valgte høners køn på mail.

Denne løsning er specielt populær hos børnefamilier og folk der bor i byer, hvor de ikke må have haner, men det er også smart generelt, da silkehøner ofte er meget efterspurgt, og derfor ofte ikke er til at skaffe!

Silkehønse-kalendere

Igen i år har jeg med hjælp fra danske silkehønseejere, lavet en smuk kalender spækket med silkehøns, til at fylde hver måned med glæde hele 2023.

Jeg har som jeg plejer lavet en flot vægkalender, der denne gang ud over at indeholde smukke billeder af silkehøns, også indeholder en lille tekst med gode råd til dig som hønseejer mm. for hver måned.
Herudover har jeg i år valgt at lave en ny kalender som et supplement til vægkalenderen, nemlig en bordkalender. Den er mindre og mere praktisk for nogle, til gengæld kan der ikke være så mange billeder i. Den har allerede været et stort hit for mange i år.

Personligt så elsker jeg disse kalendere, og har altid selv en vægkalender hængende på væggen over mit spisebord i køkkenet. På den måde kan jeg altid sidde og nyde de dejlige silkehøns mens jeg spiser. Det elsker jeg!

Du kan finde kalenderne under gaveideer hele året sammen med en masse andre spændende ting med høns og silkehøns.
Husk også at holde øje med næste kalender, som bliver lavet omkring september 2023.

CVR-nummer

I slutningen af året har jeg fået lavet et CVR-nummer til Silkehaven. Det har ikke tidligere været nødvendigt, da jeg slet ikke tjener nok, men jeg har valgt at være forberedt på det bedste, og har oprettet en pmv (privatejet mindre virksomhed). 

Silkehaven er en hobbyvirksomhed, og jeg skal ikke betale eller regne med moms.

Vi må se hvordan de kommende år ser ud. Det bliver også spændenede.

Krøllede silkehøns

Min hønsebestand er i år vokset yderligere. Dog har jeg i år mest haft fokus på at få flere høner i de forskellige farver, så mine hønsefamilier er blevet mere ballanceret.

Ud over det, har jeg startet mit projekt med krøllede silkehøns. 
Det har jeg gjort ved at købe nogle krøllede dværg-kochin høns, som jeg har krydset med mine silkehøns.
Det er en proces der bliver lang, da jeg skal krydse silkehøns ind over i mange år, før jeg får en rigtig silkehøne af udseende.
Herunder kan du se et billede af de dværg kochin jeg har brugt til at krydse mine silkehøns med.

I år er så det første kryds af mange, men jeg er overrasket over hvor godt et resultat jeg allerede har fået ud af det.

Jeg fik i alt lavet 11 kyllinger af krydsningen som alle blev krøllede. Desværre var der 8 haner og kun 3 høner. 
Jeg har prøvet at finde gode hjem til de fleste haner, men der er stadig nogle der mangler at finde et godt hjem. Se dem her!

Jeg håber at jeg til næste år, ikke får så mange haner.

I bland disse kochin krydsninger har jeg også fået et par nye farver. En rød/hvid og en laksefarvet, som jeg også vil prøve at avle videre på, at få over på silkehønsene.

Her kan du se flere af de krøllede høns jeg fik ud af den første krydsning.

I videoen kan du se en af de flotte rød/hvide haner og på billedet kan du se de tre høner jeg fik, som går sammen med min hvide silkehane. Det blev til to vildtfarvede og en laksefarvet krøllet høne.

De er super fine! 🥰

Hvad er planen så for 2023?

Hmm, det evige spørgsmål… Ja, jeg ønsker jo altid at blive bedre og lære nye ting som jeg kan bruge til at hjælpe dig i fremtiden.

Derudover så handler det stadig om at få lavet alt det færdigt, som jeg også håbede på at nå i år…
Vi fik heller ikke lavet kloak-løsning fordi de i kommunen er super meget bag efter med byggetilladelserne, så det bliver nok også i år.

Se her, hvad jeg skrev sidste år:

“Først og fremmest at få lavet kyllinge-/salgsrummet færdigt, men derudover indebærer planen også en udvidelse bag ved vaskerummet. Her skal jeg have et rum til mine rugemaskiner, foder mv.. For at det så ikke skulle være nok, så er det planen at lægge nyt tag over hele bygningen og rive den fritstående skorsten ned i processen.
Det var egentlig ikke meningen, men da vi fik set på tagets tilstand, kunne vi godt se det trængte gevaldigt.
Sidst men ikke mindst skal vi så give hele det nye og gamle hus en ny udvendig vægbeklædning.

Ud over denne renovering, er vi også blevet påbudt at få ny kloak-løsning, så haven og gården skal også igennem en tid med opgravning og nogle høns skal rykkes rundt.

Vi må se, hvad det bliver til. Vi har i hvert fald masser vi kan lave!”

silkehaven logo nytår

Her til slut vil jeg ønske dig og dine et rigtig godt og glædeligt nytår.
Jeg håber, at du har klaret dig igennem de udfordringer som 2022 har givet dig, samt at 2023 bliver et bedre år for os alle.

Jeg ser frem til at se hvor 2023 føre mig og Silkehaven hen, samt hvilke nye udfordringer, og hvilken spændende udvikling det bringer med sig.

Men allermest glæder jeg mig til at se dig i det nye år!

Så velkommen i Silkehaven!

Er det et godt indlæg?

Giv indlægget 5 hjerter ved KUN at klikke på det 5. hjerte!

Gennemsnitlig bedømmelse / 5. Antal stemmer:

Kom nu! Hvad med at give mit indlæg nogle hjerter?

Da du synes vores indhold var godt...

Så følg os på de sociale medier!

Ikke helt tilfreds med indholdet?

Så lad mig gøre det bedre!

Fortæl mig hvad der kan gøres bedre...

Dette indlæg har 2 kommentarer

  1. Marianne Pedersen

    Skønne…glade…og sunde høns

    1. Maria

      Hej Marianne.
      Ja, det er dejligt!
      Mvh Maria fra Silkehaven

Skriv et svar